Opskriften på et succesfuldt koncept må siges at blive illustreret ret godt af wellnessophold og badelande i Østrig. Når du er på spaophold i de østrigske alper, kan du få en udsigt ud til krystalblå søer og til bjerge, imens du nyder det varme termiske bad. Hvis du vil opleve kurbad og klippevægge eller at bade i en varm badesø, så har vi et par anbefalinger til dig til din sommerferie i Østrig.
Felsentherme Gastein
Efter en lang dag med skihop og snowboard kan kroppen godt trænge til afslapning. Derfor kan du få koblet helt af i bassinerne i Felsentherme i Bad Gastein, som er bygget ind i bjergets klipper. Det er bogstaveligt talt et af Bad Gasteins højdepunkter inden for wellness, da det ligger i 1.100 meters højde.
Så snart du træder ind i det tropiske og nærmest futuristiske kurområde, kan du sænke ned i bassiner med termisk vand. Vil du opleve en af de smukkeste udsigter, skal du hoppe i deres pool som har direkte udsigt ud over Hohe Tauern.
Strandbad Ritzensee
Østrig er skøn om sommeren, særligt på grund af mulighederne for at hoppe i vandet. Du kan nemlig opleve ren sommeridyl i Ritzensee, som er et udendørs badeanlæg i Saalfelden. Med over 20.000 kvadratmeters areal er der rigelig plads, til at børn kan boltre sig på legepladser og i poolen.
Vandet er hele 27 grader varmt i sommermånederne og et oplagt sted at bruge en varm sommerdag. Så trænger du til afkøling efter vandreturen, er Strandbad Ritzensee en stor anbefaling.
Alpentherme Bad Hofgastein
På Alpentherme Bad Hofgastein kan du mærke alt, hvad en spaferie skal byde på. Alpentherme er et spaparadis på 36.000 kvadratmeter, som er ren balsam for sjælen. Der findes adskillige termiske bade, alt efter hvilket humør du er i på den pågældende dag. Oplev de termiske vandbobler og mærk, hvordan dit energiniveau bliver fyldt op igen. Alpentherme tilbyder desuden et sundhedscenter, hvor du kan få forskellige massager og behandlinger mod sportsskader.
Tauern Spa Kaprun
En ferie må gerne byde på 100 procent afslapning. Det får du uden tvivl på Tauern Spa, som er et af de mest moderne østrigske spaer, som ligger midt i en national park. Spahotellet ligger klos op ad bjergene, hvor du efter en skøn gåtur i bjergene kan trække dig tilbage på dit værelse. Med 12 pools og 10 saunaer, er der et væld af muligheder for at give sig hen til afslapning. Start dagen med en yogasession eller gymnastik i vandet, duft til de æteriske olier i den finske sauna og slap helt af det termiske bad.
Strandbäder und Hallenbad Zell am See
Du finder sjældent et sommerparadis i så skønne omgivelser som udendørsbadeanlæggene omkring Zell am See-Kaprun. Det er en lido, hvor både par på romantisk ferie og børnefamilien kan bruge en hel sommerdag.
Her er der tre badestrande, som omringer fersksvandsøen Zellersøen, så du både kan plaske rundt i vandet eller ligge og sole dig. Ved Thumersbach-lidoen er der både pool og diverse vandaktiviteter som vandski. Med så mange aktiviteter er det svært at komme til at kede sig.