Kør selv-skiferier er mere populære end nogensinde
Og med god grund. Kør selv-skiferier kombinerer både komfort, fleksibilitet og favorable priser, og særligt for børnefamilier er det den ideelle rejseform. Hos Thinggaard får du fuld adgang til alle services på rejsemålet, når du vælger kør selv-skiferie. Vi tilbyder nemlig samme høje kvalitet til alle vores gæster, uanset rejseform. Og uanset om det er kør-selv til Østrig, Frankrig, Sverige eller Norge.
Tre gode grunde til at vælge kør selv-skiferie
Prisen
Kør selv-skiferie er den billigste rejseform du kan vælge. Det giver særligt god mening, hvis I er en hel familie, eller en gruppe venner der kan fylde en hel bil. Men selv når I kun er to der skal afsted, så er der god chance for at kør selv-skiferien er den billigste løsning. Det er værd at tjekke priserne grundigt inden du beslutter dig, men husk, der er mange andre gode grunde til at vælge kør selv-skiferien, udover prisen.
Fleksibiliteten
Du styrer selv tempoet på kør selv-skiferien. Der er ingen køretidsregler der skal overholdes, og familien kan strække benene og få lidt frisk luft, præcis når de har lyst. Men det er ikke kun på køreturen, at bilen giver større frihed og fleksibilitet. Der gør den også på destinationen. Bilen giver mulighed for at lave dagsudflugter til andre skiområder og seværdigheder i området. Du slipper for skibusser og andet offentlig transport, og turen til det lokale supermarked bliver også noget nemmere.
Bagagepladsen
En af de absolut største fordele ved kør selv-skiferie er, at du kan have meget mere bagage med. Hvis I er en hel familie med eget skiudstyr, så er bilen praktisk talt en nødvendighed, da en skiferie med fly kan betyde ekstra omkostninger til skiudstyr. Men selv uden den helt store oppakning, så er det bare rart ikke at skulle bekymre sig om hvor meget ens bagage vejer, og om man nu er kommet til at putte væske i håndbagagen igen. I bilen er der plads til det hele, også familiens yndlings-spillekonsol og et par gode flasker vin.
Huskelisten når du vælger kør selv-skiferie
Hvad er vigtigt at huske, når man kører afsted på skiferien i egen bil? Udover den essentielle underholdning til børn og voksne, vigtige dokumenter, mad, drikke og snacks.Vi har samlet den ultimative pakkeliste til skiferien her.
Motorvejsmærkater til kør selv-skiferien
Schweiz og Østrig
Du skal bruge motorvejsmærkater (vignetter) for at køre på motorvejene i Østrig og Schweiz. Til de østrigske motorveje kan du vælge mellem 10-dagesvignette, 2-månedersvignette og årsvignette. I Schweiz findes der kun en type mærkat, en årsvignette. Planlægger du kør selv-skiferie til Italien, og har du ikke umiddelbart andre planer om at rejse til Schweiz, kan du derfor med fordel køre gennem Østrig, så du slipper for at skulle betale for et helt år.
Du kan anskaffe motorvejsmærkaterne på flere forskellige måder. Du kan købe dem på tankstationerne langs de tyske motorveje. Bemærk du som oftest skal et stykke ned igennem Tyskland, før tankstationerne begynder at sælge motorvejsmærkater til Østrig og Schweiz.
Du kan også købe motorvejsmærkaterne hjemmefra. FDM sælger vignetter, til både Schweiz og Østrig, på deres deres testcentre rundt om i landet og på deres webshop, som du finder her: fdmshop.dk/motorvejsmaerkater
Der findes også en elektronisk løsning til Østrig, der gør du slipper for at klistre mærkater i din forrude. De digitale vignetter fås med samme vilkår og priser som de fysiske. Se mere her: asfinag.at/digital-vignette
Tyskland, Italien og Frankrig
Det kræver ingen motorvejsmærkater at køre på motorvejene i Tyskland, Italien og Frankrig. I Tyskland er der slet ingen afgifter for at køre motorvejene. I Frankrig og Italien betaler du for den strækning på du kører på. Begge lande accepterer både kontanter (euro) og internationale kreditkort.
Norge og Sverige
I Norge og Sverige er der enkelte strækninger med egenbetaling. Det gælder blandt andet når du kører gennem Gøteborg via Europavej E6. En strækning benyttet af mange danskere, der skal på kør selv-skiferie. Både i Norge og Sverige fungerer det på den måde, at der bliver taget et billede af bilens nummerplade, hvorefter regningen bliver sendt til bilens ejer. Du kan også registrere din bil i forvejen, så foregår betalingen automatisk, og du slipper for at modtage rykkergebyrer, hvis du glemmer at betale. Det er gratis at registrere sig og du betaler kun for den strækning du benytter. Registrér din bil her (både for Norge og Sverige): epass24.com/automatic-payment
Husk vinterdæk, snekæder og andet obligatorisk udstyr
Det er lovpligtigt at køre med vinterdæk, i vintermånederne, i flere europæiske lande. Der kan også forekomme påbud om brug af snekæder i visse områder. Vi råder altid vores rejsende til at køre med vinterdæk og medbringe snekæder i bilen. Her giver vi dig et overblik over hvilke regler der gør sig gældende, i de mest populære skisportsområder i Europa. Husk både at læs reglerne for dit rejsemål, samt de lande du planlægger at køre igennem.
Tyskland
Vinterdæk: I Tyskland er det lovpligtigt at have vinterdæk eller helårsdæk på bilen, når det er vintervejr. Dækket skal være mærket med et bjerg- og snefnugsymbol, for at være anerkendt som vinterdæk i Tyskland. Dæk der er mærket med M+S (Mud & Snow), anerkendes frem til 30. september 2024, hvis de blev købt og påmonteret på bilen inden 1. januar 2018.
Snekæder: Det er tilladt at køre med snekæder i Tyskland. I visse bjergområder er det påbudt. Hastighedsgrænsen når du kører med snekæder i Tyskland er 50 km/t.
Pigdæk: Det er ikke tilladt at køre med pigdæk i Tyskland.
Sikkerhedsudstyr: Det er obligatorisk at medbringe en advarselstrekant i bilen.
Sverige
Vinterdæk: Det er lovpligtigt at køre med vinterdæk i Sverige fra den 1. december til den 31. marts, når det er vinterføre. Vinterdækkene skal have en minimumsdybde på 3 millimeter. De skal være mærket med et bjerg- og snefnugsymbol, eller M+S (produceret til vinterkørsel). Alternativt kan du anvende pigdæk.
Snekæder: Det et tilladt at anvende snekæder i Sverige, men det er ikke påbudt.
Pigdæk: Det er tilladt at anvende pigdæk fra den 1. oktober til den 15. april uanset vejrforhold.
Sikkerhedsudstyr: Det er obligatorisk at have en advarselstrekant i bilen.
Norge
Vinterdæk: Det er ingen krav om at du skal køre med vinterdæk i Norge, men dine dæk skal have en minimumsdybde på 3 millimeter. Vælger du at køre med sommerdæk, skal du dog anvende snekæder, hvis der er sne eller is på vejene.
Snekæder: Det er tilladt at bruge snekæder i Norge.
Pigdæk: Der er tilladt at køre med pigdæk fra den 1. november til til første søndag efter påske. I fylkerne Nordland og Troms og Finnmark er det tilladt at køre med pigdæk fra den 15. oktober. I Bergen, Oslo og Trondheim skal du købe et mærkat med pigdæksymbol, hvis du kører med pigdæk.
Sikkerhedsudstyr: Der er krav om at medbringe en advarselstrekant.
Østrig
Vinterdæk: Vinterdæk er påbudt i Østrig fra den 1. november til den 15. april, når det er vinterføre. Vinterdækkene skal have et dækmønster på minimum fire millimeter. Udover dækmønsteret, så skal vinterdækkene være mærket M+S. Kørsel med sommerdæk accepteres, hvis du har monteret snekæder på de trækkende hjul. Den anbefalede hastighedsgrænse, når du kører med snekæder i Østrig, er 50 km/t.
Snekæder: Snekæder er tilladt i Østrig, og visse steder er det påbudt. Et rundt, blåt skilt med dæk og kæder betyder at snekæder er påbudt. Snekæderne skal have godkendelsen ÖNORM V 5117.
Pigdæk: Det er tilladt at anvende pigdæk i Østrig fra den 15. november til den 31. maj. Anvender du pigdæk, skal de monteres på alle hjul, og der skal sættes et mærkat med pigdæksymbol bag på bilen. Mærkatet kan købes på tankstationer i Østrig.
Sikkerhedsudstyr: Det er obligatorisk at medbringe advarselstrekant, forbindingskasse og sikkerhedsvest. Sikkerhedsvest til føreren er påbudt men anbefales til alle passagerer.
Italien
Vinterdæk: I Aostadalen, er det lovpligtigt at køre med vinterdæk eller snekæder, fra den 15. oktober til den 15. marts. I resten af Italien er det ikke lovpligtigt, men vinterdæk eller snekæder kan være påbudt ved skiltning.
Snekæder: Snekæder er tilladt i Italien. Ved skiltning, skal du enten anvende vinterdæk eller snekæder. Bemærk at du maks må køre 50 km/t, hvis din bil er udstyret med snekæder.
Pigdæk: Det er tilladt at køre med pigdæk fra den 15. november til den 15. marts. Anvender du pigdæk, skal de monteres på alle hjul.
Sikkerhedsudstyr: Du skal medbringe advarselstrekant og sikkerhedsvest til alle i bilen.
Frankrig
Vinterdæk: Det er ikke lovpligtigt at køre med vinterdæk i Frankrig, men det kan være påbudt ved skiltning. Det samme gør sig gældende for snekæder. Der er dog krav om at dit dækmønster skal have en minimumsdybde på 3,5 millimeter.
Snekæder: Kørsel med snekæder kan være påbudt ved skiltning i visse områder.
Pigdæk: Det er tilladt at køre med pigdæk fra lørdagen inden 1. november til sidste søndag i marts. Pigdæk skal monteres på alle hjul og der skal et mærkat med pigdæksymbol bag på bilen.
Sikkerhedsudstyr: Advarselstrekant og sikkerhedsvest er obligatorisk udstyr i bilen.
3 gode råd til at spare penge på kør selv-skiferien
Kør økonomisk
Den rette kørsel kan spare dig mange penge på benzinregningen. Undersøgelser viser, at en hastighedsforøgelse fra 110 km/t til 130 km/t, øger brændstofforbruget med op til 20%. Måden du accelererer på har også stor betydning. Det moderne råd er, accelerér friskt (men ikke aggressivt) og skift gear tidligt. Lavere omdrejninger betyder bedre brændstoføkonomi. Og så skal du holde en konstant fart når det er muligt. Jo mindre du bruger speeder og bremse, jo bedre. Har din bil fartpilot, så brug den.
Tjek dæktrykket
Det rigtige dæktryk kan spare dig op til 10% brændstof. Hvis dine dæk er for flade, koster det ekstra brændstof. Du finder som regel et mærkat med det optimale dæktryk til din bil, i dørstolpen eller på tankdækslet. Husk at fylde lidt ekstra luft i dækkene, når bilen er tungt pakket og tagboksen er fyldt.
Planlæg optankningen
Skal du til Norge på kør selv-skiferie, så kan du roligt tanke bilen op i Danmark eller Sverige. Som alt andet i Norge, så er benzinen vanvittig dyr. Går kør selv-skiferien derimod sydpå, så er der penge at spare uden for Danmarks grænser. Tyskland er som regel en lille smule billigere end Danmark, men særligt Østrig har nogle særdeles favorable benzinpriser.
Ekstra råd til kør selv-skiferien
Pas på med håndbremsen i frostvejr
Du skal passe på med at trække håndbremsen når du parkerer i frostvejr. Det gælder i særdeleshed ved langtidsparkering, eksempelvis en uges tid. Du risikerer at kablerne og bremseklodserne fryser fast, og det gælder både for biler med manuel og elektronisk håndbremse. Hvad kan du gøre i stedet? Find et plant sted at parkere din bil, sæt bilen i gear, og undlad af træk håndbremsen. Hvis din bil har elektronisk parkeringsbremse, skal du huske at deaktivere den.
Husk frostsikret sprinklervæske og kølervæske
Sommersprinklervæske er no-go på kør selv-skiferien. Din sprinklervæske skal være frostsikret, og vi anbefaler du køber en god en af slagsen. De billigste sprinklervæsker kan ofte ikke holde den frostsikring de lover. Skal du på kør selv-skiferie til Norge eller Sverige, så vent med at køb sprinklervæsken til du har forladt Danmark. Deres sprinklervæsker er som regel frostsikret ned til -35 grader. Husk at din kølervæske også skal være frostsikret, ellers risikerer du at lave skader på motoren.